Grin med os…

Vi garanterer, at du får et godt grin, og måske endda sommerfugle i maven, når vores deltagere indtager scenen for at kæmpe om titlen ”Verdensmester i Synnejysk”.

Årets konkurrencer byder både på sproglige udfordringer, stand-up og ikke mindst en række quizzer om sønderjysk historie og kultur.

For at vinde VM i Synnejysk skal deltagerne være gennemføre disse 5 udfordringer:

 

1. Det æ så køønt…

Kender du den sønderjyske natur ? Og ved du hvad de enkelte elementer hedder på synnejysk?

Alle deltagere får vist en række billeder af den smukke sønderjyske natur. Den deltager, der er først på knappen OG som kender det mest bruge sønderjyske ord for den pågældende “ting”, har vundet og går automatisk videre i konkurrencen. Der er 20 billeder ialt.

 

2. Å wo kømme do så fra ?

Her skal du spidse ørerne!

 

Der kommer ialt 10 lydklip à 1 min. varighed med eksempler på den dejlige sønderjyske dialekt fra forskellige områder i Sønderjylland. Ved de 5 første lydklip skal deltagerne svare på, om lydklippet kommer fra 1. Vestsønderjylland, 2. Østsønderjylland eller 3. Als? Den, der er hurtigst på knappen og som svarer rigtigt, er videre i konkurrencen. Ved de næste 5 lydklip skal deltagerne kunne svare på, hvilken kommune lydklippet kommer fra ? Den, der er hurtigst på knappen og som svarer rigtigt, er videre i konkurrencen.

 

3. Gammel sæje

Kan du huske de gamle sønderjyske ordsprog?

 

I denne konkurrence får deltagerne vist første halvdel af et gammelt sønderjysk ordsprog eller mundheld. Den, der er hurtigst på knappen og som kan give den korrekte endelse af ordsproget, er videre i konkurrencen.

 

4. Synnejysk Jeopardy

Her skal der dystes i fem forskellige i kategorier. Konferencieren har svaret, deltagerne skal komme med spørgsmålet. Kategorierne er:
  • Synnejysk sproch
  • Synnejysk ma
  • Synnejysk histori
  • Synnejysk kunst å kultue
  • Synnejysk ue i verden
De tre deltagere med flest samlede point, går videre i konkurrencen

 

5. Bar for sjew i 5 minutte

Her skal deltagerne vise deres evne til at underholde på synnejysk!

 

Hver deltager får ialt max. 5 minutter til at lave stand-up comedy, fortælle en historie, synge en sang, lave en sketch eller hvad man nu helst foretrækker – det skal bare være sjovt og naturligvis på synnejysk ! Her er det publikums applaus, der afgør hvem vinderen er.

 

Har du lyst til at deltage i de 5 udfordringer, kan du tilmelde dig ved at klikke HER.